Udredning for ADHD og henvisning til samtaleterapi

Har du fået en henvisning fra din egen fordi du gerne vil udredes for f.eks. ADHD?
For at blive udredt skal du have fat i en psykiater , en psykiater er en læge uddannet i det mentale helbred. Det er kun læger, der kan stille diagnoser og udskrive evt. medicin. Søg efter psykiater  HER. 

Har du fået en henvisning af egen læge til samtaleterapi, det kan være en henvisning på depression eller angst f.eks., så skal du have fat i en psykolog med ydernummer, da det kun er psykologer, der kan tage imod henvisninger. Se liste over ydernummer psykologer  HER.


Vejledning til udredning og behandling af ADHD
  • Start med et ASRS-skema
    Som det første vil jeg anbefale dig at udfylde et ASRS-skema (Adult ADHD Self-Report Scale), som du kan finde online og overvej også at lade nogle af dine nærmeste udfyldte det. Tag skemaet med til din praktiserende læge, når jeg skal tale om en henvisning til en psykiater.

  • Henvisning og tålmodighed
    Når du har fået henvisning fra din læge, begynder en proces, der kræver tålmodighed. På sundhed.dk kan du finde en liste over psykiatere og sortere dem efter ventetid, geografisk område osv.
    Lav en liste over psykiatere, som du tænker kunne være relevante for dig. Det kan være en god idé at få anbefalinger fra andre, da det ofte kan være svært at navigere i mulighederne. Bemærk, at ventetiden desværre ofte er lang, så sørg for at booke en tid så hurtigt som muligt. Spørg evt. også, om du kan blive skrevet på en afbudsliste.

  • Telefontider og planlægning
    Mange psykiatere oplyser ikke deres telefontider online. Hvis du ringer og møder en telefonsvarer, så notér tidspunktet for telefontiden og skriv det ned i din kalender sammen med navn og nummer på psykiaterne. På den måde kan du systematisk planlægge, hvem du skal ringe til og hvornår.

  • Din mavefornemmelse
    Det er vigtigt at lytte til din mavefornemmelse under processen. Hvis du ikke føler dig mødt eller forstået i telefonen, er det ikke fordi du er forkert. Det er en sårbar proces, så sørg for at vælge en behandler, hvor du føler dig set og hørt.

  • Privat sygesikring
    Hvis du har en privat sygesikring, så undersøg, om den kan hjælpe dig med udredning hos en psykiater. Vær opmærksom på at få klare svar på, hvad de tilbyder: Er det kun udredning eller også behandling? Og hvor lang tid dækker forsikringen?

  • Overvej samtaleterapi
    Behandlingen af ​​ADHD består ofte af en kombination af medicin og psykoterapi. Overvej derfor at starte i samtaleterapi, få psykoedukation eller lignende. Her er det igen vigtigt at følge din mavefornemmelse for at finde den rette terapeut – helst én med god erfaring inden for ADHD-diagnosen.

  • Pas på dig selv under processen
    Udredningsprocessen kan vække mange svære følelser og tanker:  Hvem er jeg, hvis jeg har en diagnose? Hvordan ville mit liv have sat ud med tidligere hjælp? Hvordan kommer jeg bedst videre nu?  Det er helt naturligt at reflektere over disse spørgsmål og føle sig såret og/eller svigtet.

  • Hav tålmodighed – både med processen og dig selv
    Udredning kræver tid og tålmodighed – både i forhold til systemet og dine egne tanker. Stol på dig selv! Ofte bekræfter udredningen noget, vi allerede har haft på fornemmelsen. Det er ogsaa normalt at føle tvivl eller usikkerhed undervejs, især hvis man tidligere har troet, man havde fundet svarene uden succes.

Jeg ved godt, at jeg flere gange nævner ting, du kan gøre, som måske netop er noget af det, du har svært ved. Måske har du en, der kan hjælpe dig med strukturen, opkaldene osv.? Det kan i hvert fald være en rigtig god idé at bede om hjælp i denne proces. 
Og tålmodighed – jeg ved godt, at det ikke rimer på ADHD, men vid, at alt er skrevet for at støtte dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej mod en udredning.